Dødsoplevelsen
Som nittenårig i 1972 blev jeg konstabel i militæret på Bornholm og fandt som sædvanligt hurtigt sammen med dem, som også misbrugte alkohol og hash. Alternative rusmidler indtog vi også jævnligt, og en dag, hvor vi var samlet nogle stykker i en kælder på Borgmester Nielsens Vej i Rønne, tog vi LSD. Jeg havde prøvet det før, men den dag fik jeg et bad-trip. I et anfald af panikangst flygtede jeg ud af kælderen. Da jeg kom ud på gaden, blev jeg virkelig bange og begyndt at få stærke hallucinationer. Jeg havde åbnet en bred dør ud til mørket, og noget dæmonisk forsøgte nu at overtage styringen af mine tanker og min krop. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hold da op. Tænk hvis jeg møder et barn og ikke kan styre mine hænder og kommer til at slå det ihjel”. Heldigvis var der noget dybt inde i mig, som blev meget skræmt over de tanker, og for at undgå at møde nogen flygtede jeg ud af byen så hurtigt som muligt.
Da jeg kom ud til bygrænsen var det ved at blive mørkt, så jeg turde heller ikke at gå ud på landet. I stedet forlod jeg vejen og flakkede om, der hvor byen går over og bliver til marker. Gradvist mistede jeg mere og mere kontrollen over min krop, og til sidst var nødt til at lægge mig ned på en byggeplads neden for foden af en stor bunke jord. Til sidst kunne jeg ikke længere blive inde i min krop, og snart blev jeg skilt ad fra kroppen og svævede oppe over den og kunne se ned på den. Jeg var sikker på, at nu var jeg død, og nu ville jeg aldrig mere kunne komme tilbage i min krop og være i kontakt med denne verdens mennesker. På en måde affandt jeg mig med min nye virkelighed.
Efter 3-4 timer holdt LSD’en op med at virke, og langsomt kom jeg tilbage i kroppen igen og kom på benene. Denne traumatiske oplevelse fandt sted i februar måned, hvor temperaturen kun lige var over frysepunktet. Men selv om jeg havde ligget helt stille på den kolde jord i flere timer, frøs jeg ikke det mindste. Og mine hænder var også helt varme. Det undrede jeg mig meget over. Det var som om, at et eller andet – eller en eller anden havde beskyttet mig mod kulden.
Denne oplevelse revolutionerede fuldstændig min måde at opfatte verden på. Før interesserede jeg mig slet ikke for åndelige ting, men nu blev jeg meget optaget af alt det, som har at gøre med den usynlige verden. På bibliotekets hylder i Rønne kunne jeg finde et par bøger om dødsoplevelsens psykologi. Efter at have læst dem, fandt jeg også bøger om parapsykologi, om yoga, teosofi, antroposofi, buddhisme, mexicansk shamanisme. De havde virkelig meget af den slags på biblioteket.
Selv om jeg kun havde oplevet dødens allerførste trin, havde jeg nu lært, at når vi dør og forlader kroppen, holder vi ikke bare op med at eksistere. Vi vil stadigvæk kunne sige ”jeg er”, selv om vi ikke har en krop.
Branden
Efter nogen tid i militæret fik jeg min kontrakt ophævet. Når jeg var ædru, var jeg faktisk en god soldat, men når jeg drak mig bevidstløs, lavede jeg nogle tåbelige ting. I min soldatertid nåede jeg siddet i Rønne arrest hele tre gange: 10, 20 og 30 dage. Man kunne nemlig ikke længere blive frihedsberøvet ved en militær domstol, så det forgik civilt. Jeg tror mine overordnede åndede lettet op, da jeg forlod Bornholm og tog færgen til København – for at gå i hundene.
I mine klare øjeblikke søgte jeg stadig sandheden i det åndelige, og efter nogen tid kom jeg ind i noget der hed Transcendental Meditation. Det var hinduisme forklædt som en mental teknik. Noget som var meget populær den gang. Folkene bag projektet lovede mig, at brugte jeg mit mantra, var det løsningen på alle mine problemer, men løftet var tomt, og det ændrede ikke mit misbrug. Og heller ikke de andre problemer, jeg havde. De blev nærmest bare værre.
I begyndelsen af 1982 blev jeg elev på en højskole i Rørvig, som var for folk, som interesserede sig for meditation. Jeg kom til at bo i en lille træhytte, sammen med nogle andre. En weekend, hvor de andre var taget hjem, tog jeg på druk.
Da jeg kom hjem til mit værelse, væltede jeg omkuld på min seng, og faldt i søvn oven på dynen. På væggen over sengens hovedende hang en pære i en fatning – altså uden lampeskærm. I min kæmpe brandert fik jeg åbenbart skubbet til pæren, så den faldt ned og kom i klemme mellem væggen og hovedpuden. Væggen var lavet af meget porøse træplader, som dengang også blev brugt til opslagstavler. Så efter, at jeg var faldet i søvn, bevirkede varmen fra pæren, at væggen og min hovedpude begyndte at brænde. Ilden flammede ikke op, men bredte sig ved at gløde. Efterhånden som røgen steg til vejrs, blev rummet fyldt op med røg ovenfra.
Til sidst nåede røgen ned til min næse, og så vågnede jeg, og rullede hostende ud af sengen og ned på gulvet. Pæren i loftet lyste stadigvæk, så at jeg kunne se undersiden af røgskyen 20-30 cm oppe. Nede ved gulvet var der slet ingen røg. Jeg blev lynhurtigt ædru, og nu var det så heldigt, at toilettet lå lige ved siden af mit værelse, og slangen til bruseren var ekstra lang, så den kunne nå ind over dørkarmen. Branden blev slukket, og jeg fik luftet ud.
Nu viste det sig så, at et stort stykke af væggen over min seng, var brændt, og jeg kunne også se, hvordan ilden havde glødet fra hovedpuden og ned omkring begge sider af mit hoved og mine skuldre og helt ned til hofterne i en afstand på en to-tre cm. Det mest fantastiske var, at der overhovedet ikke var sket noget med mit hår, min hud eller mit tøj. Ilden var simpelthen bare gået uden om mit hoved og min torso. Jeg kunne tydelig se, hvor jeg havde ligget i sengen. Også mit sengebord og de bøger, som lå der, var mere eller mindre brændt – undtagen én enkelt bog, som jeg havde, men aldrig læste i. Det var bibelen.
Igen var der åbenbart et eller andet eller en eller anden, der havde holdt hånden over mig. Den gang i Rønne, da jeg var på LSD, var jeg blevet reddet fra at dø af kulde, og nu havde min beskytter reddet mig fra at brænde ihjel.
Så fra da af begyndte jeg at blive mere interesseret i kristendom. For jeg kunne ikke komme mig over, at alle bøgerne om meditation var delvis brændt, men bibelen var der stort set ikke sket noget med. Gud havde givet min åndelige søgen en mere specifik retning – mod ham.
Guds Lys
Denne oplevelse tog jeg som et tegn og efter at have været i med i bevægelsen for Transcendental Meditation i cirka fire år forlod jeg den straks. Dog havde jeg stadig en stærk længsel efter at se en dybere mening med livet, og i midten af firserne begyndte jeg at komme i et new-age-center på Nørrebro i København. Engang gik jeg til et eftermiddagsmøde. Den dag kunne vi vælge, om vi ville meditere på Buddha-energierne eller Kristus-energierne. Så jeg valgte Kristus-energierne, for det havde jeg ikke prøvet før. Vi skulle så påkalde den mester, vi havde valgt. I samme øjeblik, jeg inde i mig selv sagde navnet Jesus, skete der noget meget mærkeligt. Noget som jeg aldrig havde oplevet før. Det er svært at forklare, men det var som om, at en stor, lysende kugle kom ned over mig. I lysvældet var der et helligt nærvær, som gennemstrømmede mig med sin kraft. Mit mørke blev oplyst, og jeg blev meget bevidst om min egen urenhed og kunne bare se, at der var noget helt forkert ved mit liv. Jeg kan huske, at jeg så ned på mine hænder og tænkte på alt det onde, jeg havde brugt dem til. I flere uger græd jeg meget over min egen elendighed – ja over hele verdens elendighed. Jeg havde ellers ikke grædt i mange år, men nu løb tårerne gennem mit skæg og ned på min t-shirt. Når man græder meget, begynder der også at komme snot ud af næsen. Den hang som guirlander i skægget, for det var for tykt til at flyde igennem. Efter to-tre uger holdt gråden op. Gud havde sønderbrudt mit stenhjerte, og fra da af blev min søgen indsnævret til næsten kun at dreje sig om det, der havde med Jesus Kristus at gøre. For selv om Han var usynlig, var han åbenbart levende og var villig til at komme, når man kaldte på ham. Dog var jeg endnu ikke parat til at gøre Jesus til herre over mit liv.
Senere forstod jeg, at en af Helligåndens opgaver er at overbevise verden om synd. Gud havde nu gjort mig bevidsthed om, at jeg var en synder. Denne oplevelse fik mig til at fokusere endnu mere på Jesus Kristus. Kunne nogen redde mig, måtte det være ham.
Skråplanet bliver stejlere
Efter denne stærke oplevelse af lys, virkede det som om, at mørkets magter havde besluttet sig for at gøre det helt af med mig. Mit misbrug blev mere og mere dødbringende, og den sidste lille smule værdighed, jeg havde, forlod mig: Jeg samlede cigaretskodder for at få nikotin, jeg tiggede penge og lå flere gange blackoutet på gaden – med gennempissede bukser. Hver gang jeg var på druktur spiste jeg nærmest ingenting, og bagefter var jeg selvfølgelig meget dårlig. Tre gange boede jeg også på Mændenes Hjem i København, når jeg var husvild. Fjerde gang ville de ikke have mig ind. Når jeg kom til mig selv oven på en druktur, fortrød jeg det altid, men jeg havde simpelthen ikke den styrke, der skulle til, for at leve efter min samvittighed. I cirka tre år i kom jeg også på Kofoeds Skole på Amager, hvor jeg kom i noget, som kaldtes arbejdstræning. Der kunne man altid få noget at spise, når pengene var brugt – eller misbrugt.
Dæmonerne kommer
I foråret 1988 besøgte jeg mine forældre i Nordjylland. De havde aldrig bedt mig om at blive væk – også selv om jeg var en pestilens, når jeg var fuld. Jeg var efterhånden begyndt at læse i bibelen, så jeg forstod også, at det var Djævelen, der var min fjende, og at det var ham, der forsøgte at ødelægge mig.
Så en sen aften lige før midnat sagde jeg til familien, at jeg ville gå ud i skoven, for at tage et opgør med Satan. Jeg var selvfølgelig beruset, ellers havde jeg nok ikke fået den geniale idé. Man skal nemlig ikke gå i krig mod Den Onde i egen kraft – uden Gud. Jeg kendte et sted inde i skoven, hvor der vist nok sket en forbrydelse. Så der måtte jeg kunne få kontakt med mørket.
Jeg var kun lige nået ind i den mørke skov, da jeg mødte dæmonerne. Det var som om, de havde hørt min krigserklæring, og nu fik jeg simpelthen den mest uhyggelige oplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg kunne pludselig se hundredvis af dæmoner med groteske, uhyggelige ansigter, som rakte ud efter mig. Det var som om, de forsøgte at gøre mig vanvittig, og jeg vidste helt instinktivt, at det, de onde ville, var at tage mig til fange og føre min sjæl ned under jorden – ned mod ilden og mørket, som jeg havde læst om i bibelen. Det her var meget værre end det, jeg havde oplevet på LSD 15 år tidligere. Dengang havde jeg jo fået en idé om, hvad det vil sige, at dø fysisk, men dette drejede sig om noget meget værre, nemlig en åndelig død, hvor jeg bare for evigt ville være borte fra den verden – og adskilt fra Gud og fuldstændig fortabt. Jeg var virkelig rædselsslagen, men så begyndte jeg at kalde på Gud og Jesus, og nu var det som om, at dæmonerne ikke rigtig kunne få fat i mig. Den her kamp fortsatte de næste tre døgn. Og især om natten var det slemt. Jeg turde ikke falde i søvn, for jeg kunne høre, hvordan dæmonerne bevægede sig omkring mig og åndede mig ind i øret. Men fordi jeg blev ved med at sige navnet Jesus – og også kalde på Gud, så forlod dæmonerne mig til sidst. I hvert fald for et stykke tid.
Helligånden, som tidligere havde vist mig synden i mit liv, havde nu også overbevist mig om, at der også fandtes en frygtelig dom. Men igen havde jeg kaldt på Jesus, og han var kommet mig til undsætning.
Befrielsen
Efter besøget i Nordjylland, tog jeg tilbage til København, og et par måneder senere kom jeg forbi Nørreport Station i en stor brandert. Der fandt jeg så en hvid plasticpose med en hel del piller. Det var sandsynligvis noget en narkoman havde glemt i en kæmpe rus. Jeg trykkede otte Ketogan-tabletter ud og spiste dem. Desuden indtog jeg cirka 50 Diazepam-piller. Rigeligt til at dø af. Jeg blev selvfølgelig meget påvirket og blev kørt i detentionen. Jeg kan ikke huske, at jeg var derinde, men jeg kan huske, at jeg blev lukket ud. Jeg var virkelig syg efter den omgang, men ganske langsomt fik jeg slæbt mig tilbage til livet og en uge senere den 7. juni 1988, var jeg på vej hjem fra Kofoeds Skole i København til min kommunale etværelses lejlighed. Da jeg kom forbi Kultorvet standsede jeg op, for at lytte til en gruppe kristne, som sang og spillede. En kvinde holdt en tale, og hun fortalte, at man kunne blive befriet for alkoholisme og få et helt nyt liv. Den dag besluttede jeg, at overgive mit liv til Jesus Kristus.
Straks begyndte jeg at komme i deres gruppe, og så en aften tolv dage senere den 19 juni, fik jeg drevet dæmonerne ud af mit liv. Det skete i øvrigt på en helt vild måde, som jeg ikke tror, jeg skal fortælle her. Så den historie må læseren have til gode.
Da jeg så gik i seng om aften og fik lagt mig ned, skete der noget helt fantastisk. Det lys, som jeg havde oplevet, da jeg nogle år tidligere havde mediteret på Kristus i New Age – det lys kom stærkt over mig igen. Jeg var nu total salig, og hele natten var jeg lysvågen, men jeg var alligevel ikke spor træt den næste morgen. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at jeg overhovedet ikke behøvede at vende mig i sengen, som man jo normalt har behov for. Det var nærmest som om jeg svævede – som om hver eneste celle i min krop blev holdt oppe af noget overnaturligt. Jeg var også overbevist om, at jeg var kommet ind i en stærk personlig kontakt med Gud. Glæden boblede op i mig, og jeg var fuld af en dyb fred. Igen og igen hviskede jeg: “Tak, tak, tak. Tak Jesus. Tak Gud.” Jeg vidste bare, at Gud havde tilgivet mig. Første gang, Guds lys var kommet over mig, havde jeg følt mig total uren og forkert, men denne gang følte jeg mig fuldstændig ren.
Guds Ånd havde ikke kun overbevist mig om, at jeg var en synder, som stod til en dom, men nu forstod jeg også, at jeg var blevet retfærdig i Guds øjne og var kommet i “good standing” med ham.
En helt ny begyndelse
Nu blev mit liv fuldstændig revolutioneret. Fra den ene dag til den anden stoppede jeg med at ryge cigaretter. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne holde op med det, men jeg mistede simpelthen bare lysten. Og det var det samme med hashen. Den her kunstige fred, som hashen havde givet mig, blev erstattet af den slags fred, som Gud kan give. En hver form for seksuel urenhed ophørte.
Mit værelse havde set forfærdelig ud i lang tid. Gulvet flød med skidt, for der havde ikke været gjort rent længe. Det fik jeg fixet. Et par år tidligere, havde jeg lånt et apparat på Kofods Skole, så jeg kunne få dampet tapetet af, men det projekt var heller ikke lykkedes for mig, så jeg havde aldrig fået sat noget nyt tapet op. Væggene var grå og sorte – og passede i øvrigt meget godt til det liv jeg havde levet, før Gud greb ind. Jeg hævede penge fra min vedligeholdelseskonto og fik tapetseret og malet. Jeg havde også et vindue, som bestod af seks fag. Flere af ruderne var smadret, men fordi der var forsatsvinduer, havde jeg fået ruderne arrangeret sådan, at der trods alt var et enkelt lag glas ud til virkeligheden. Det fik jeg også ordnet. Jeg fik også tilbudt arbejde selv om de, der anbefalede mig, kendte til mit alkoholproblem og vidste, hvor ustabil jeg var til at arbejde. Det var nærmest som om, at alt lykkedes for mig. Og efter to en halv måned fik jeg en mulighed for at flytte til Sverige og gå på bibelskole. På den måde kom jeg ud af mit gamle miljø.
Ved Guds nåde havde jeg fået en helt ny begyndelse.
- *) Rettelse i video – 00:12: Jeg var ikke 20 år, da jeg startede i militæret og indtog LSD, men 19 år.
- *) Rettelse i video – 01:07: LSD-indtagelsen foregik ikke på Borgmester Christiansens Vej i Rønne, men på Borgmester Nielsens Vej.