UD AF KROPPEN

Hej, jeg hedder Per, og jeg vil fortælle dig min vilde historie.

Da jeg var nitten år, blev jeg soldat på den danske ø Bornholm ude i Østersøen.

I militæret blev jeg hurtigt en del af en gruppe, der var optaget af alkohol og stoffer. For det var også sådan en person, jeg selv var.

Vi drak os fulde rigtig meget. Og hvis vi kunne, ville vi ryge hash hver dag – bare for at få lidt kunstig fred i sindet.

Vi eksperimenterede også med forskellige slags piller. Og dengang fandtes der et stof, der hed LSD.

Når man tog det, kunne hvad som helst ske.

Nogle gange føltes det, som om man svævede på en lyserød sky, hvor alt var perfekt. Men andre gange føltes det, som om man blev jagtet af dæmoner.

En eftermiddag sad vi i en kælder i byen Rønne. Vi drak øl, røg hash, og den dag havde vi også taget LSD.

Det varede ikke længe, før jeg fik det, man kalder et bad trip.

Jeg blev overvældet af en voldsom panik, og jeg måtte bare ud af den kælder.

Da jeg kom udenfor, blev jeg endnu mere bange.

Jeg husker, at jeg tænkte: »Hvad nu, hvis jeg møder nogle børn, mister kontrollen over mine hænder og ender med at slå dem ihjel?«

Jeg var rædselsslagen på grund af de tanker.

Det var, som om LSD havde åbnet en dør ind til dæmonernes verden, og noget mørkt og ondt var trængt ind i mig. Noget, der forsøgte at få kontrol over mine tanker og min krop.

For at undgå at møde nogle børn skyndte jeg mig derfor ud af byen og hen mod landet.

Men da jeg nåede udkanten af byen, var det begyndt at blive mørkt. Og nu var jeg for bange til at fortsætte. Jeg var virkelig bange.

Så jeg gik bare rundt derude, hvor byen mødte de åbne marker.

Og det var dér, hallucinationerne blev overvældende.

Til sidst blev de så voldsomme, at jeg ikke længere havde kontrol over min krop.

Så jeg måtte lægge mig ned på en byggeplads under en enorm bunke jord.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg langsomt var ved at forsvinde. Jeg slog på min krop. Jeg lavede armbøjninger. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde fast i virkeligheden.

Men jeg kunne ikke længere blive inde i min krop, og til sidst… gav jeg simpelthen op.

Og så skete der noget meget mærkeligt.

Jeg forlod min krop. Jeg svævede over den og så ned på mig selv.

Jeg var overbevist om, at jeg nu var død. Og jeg troede, at jeg aldrig ville kunne komme tilbage til min krop igen.

Men efter et stykke tid begyndte LSD’en langsomt at aftage.

Og tre eller fire timer senere kunne jeg endelig rejse mig.

Det var om vinteren, hvor temperaturen kun lige var over frysepunktet.

Men selv om jeg havde ligget helt stille på jorden i flere timer, frøs jeg overhovedet ikke.

Mine hænder var helt varme. Det var virkelig mærkeligt.

Det føltes næsten, som om noget – eller nogen – havde beskyttet mig mod at dø af kulde.

Den oplevelse ændrede mit liv fuldstændigt.

Indtil da havde jeg overhovedet ingen interesse for åndelige ting.

Men nu blev jeg dybt fascineret af alt, hvad der havde med den usynlige verden at gøre.

På biblioteket i Rønne fandt jeg masser af bøger om disse emner.

Jeg begyndte med at læse bøger om døden. Nogle mennesker havde faktisk forsket i, hvad der sker, når vi dør.

For jeg var overbevist om, at det var præcis det, jeg havde oplevet.

Jeg blev også overbevist om, at når et menneske dør og forlader kroppen, så ophører man ikke bare med at eksistere.

Man kan stadig sige: »Jeg er.«

Selv uden en krop.

Jeg begyndte også at læse bøger om parapsykologi, yoga, teosofi, buddhisme, hinduisme, shamanisme og meget andet.

Den oplevelse med LSD havde virkelig åbnet mine øjne for den åndelige verden.

BRANDEN

Mens jeg var i militæret, gjorde jeg nogle virkelig dumme ting, når jeg blev fuld.

Jeg endte faktisk i fængsel tre gange – i henholdsvis 10, 20 og 30 dage.

Så officererne var nok lettede, da jeg bad om at blive løst fra min kontrakt.

Efter militæret sluttede jeg mig til en bevægelse, der hed Transcendental Meditation. Det var en form for meditation med rødder i hinduismen, og den var meget populær på det tidspunkt.

Folkene dér lovede, at meditation var svaret på alle livets problemer.

Men det ændrede ikke mit liv.

Og mine afhængigheder forsvandt heller ikke.

Hvis noget, blev mine problemer kun værre.

I begyndelsen af 1982 gik jeg på en højskole i Rørvig for mennesker, der var interesserede i meditation.

Jeg boede i en lille træhytte sammen med nogle andre elever.

En weekend, hvor alle de andre var taget hjem, tog jeg ud for at drikke.

Da jeg kom tilbage til hytten, væltede jeg om på min seng, fuldt påklædt, og faldt i søvn oven på dynen.

Lige over mit hoved hang en nøgen pære uden lampeskærm.

Mens jeg var fuld, må jeg have fået revet hele lampen løs, så den faldt ned og satte sig fast mellem væggen og min hovedpude.

Mens jeg sov, satte varmen fra pæren langsomt både puden og væggen i brand.

Ilden slog aldrig rigtigt ud. Den ulmede bare.

Efterhånden som ilden bredte sig, samlede røgen sig under loftet og arbejdede sig langsomt ned gennem værelset.

Til sidst nåede den mit ansigt.

Og i det øjeblik røgen kom ind i min næse, vågnede jeg.

Jeg rullede ud af sengen og faldt ned på gulvet.

Pæren var stadig tændt.

Mens jeg lå dér, kunne jeg se undersiden af røgen hænge måske 20 eller 30 centimeter over mig.

Nede, hvor jeg lå… var der INGEN røg.

Jeg blev ædru med det samme.

Heldigvis lå badeværelset lige ved siden af mit værelse.

Og bruseslangen var lige lang nok til at nå gennem døren.

Så jeg kunne slukke ilden.

Bagefter kunne jeg se, hvor alvorligt det havde været.

En stor del af væggen over min seng var brændt.

Man kunne tydeligt se, hvordan ilden havde arbejdet sig ned langs begge sider af mit hoved og mine skuldre… og videre ned langs min krop.

Kun få centimeter fra mig.

Men ilden havde ikke rørt mig.

Mit hår var ikke brændt.

Min hud var ikke brændt.

Og mit tøj var heller ikke brændt.

Det var, som om ilden var gået uden om min krop.

Man kunne tydeligt se omridset af det sted, hvor jeg havde ligget i sengen.

Mit natbord var også delvist brændt, og flere af bøgerne på det var blevet ødelagt af ilden.

Bortset fra én bog – en Bibel.

Jeg havde engang fået den som gave, men jeg havde aldrig læst i den.

Endnu en gang følte jeg, at noget – eller nogen – havde holdt hånden over mig.

Tilbage i Rønne, efter at jeg havde taget LSD, var jeg blevet reddet fra at fryse ihjel.

Og nu var jeg blevet reddet fra at brænde ihjel.

Efter denne oplevelse blev jeg meget mere interesseret i kristendommen.

For jeg kunne ikke glemme det, der var sket.

Bøgerne om meditation var brændt. Men Bibelen var næsten urørt.

LYSET

Jeg tog denne oplevelse som et tegn og forlod Transcendental Meditation-bevægelsen med det samme, efter at have været en del af den i omkring fire år.

Men min længsel efter en dybere mening med livet forsvandt ikke. Hvis noget, blev den endnu stærkere.

Så midt i 1980’erne begyndte jeg at komme i et New Age-center i København.

En eftermiddag var jeg til et møde, hvor vi kunne vælge, om vi ville meditere på Buddhas energier eller på Kristi energier.

Jeg valgte Kristus, fordi jeg aldrig havde prøvet det før.

Vi fik at vide, at vi skulle påkalde »Mesteren«, og i det øjeblik jeg stille sagde Jesu navn, skete der noget mærkeligt.

Det er svært at beskrive.

Men det var, som om et stort felt af lys kom ned over mig.

Og i det lys var der en dyb renhed, som fyldte mig – en hellig kraft, der strømmede gennem mig.

Jeg husker, at jeg kiggede på de to andre mennesker i rummet for at se, hvordan de reagerede. Men de virkede ikke til at være opmærksomme på lyset overhovedet.

I det lys blev jeg pludselig dybt bevidst om mørket og synden i mig.

Jeg kunne pludselig se, at der var noget frygteligt galt med mit liv.

Jeg husker, at jeg kiggede ned på mine hænder og tænkte på alt det onde, jeg havde gjort med dem.

I flere uger græd jeg over min egen elendighed og også over hele verdens elendighed.

Jeg havde ikke grædt i årevis. Men nu græd jeg så meget, at forsiden af min T-shirt blev gennemblødt.

Og når man har grædt længe nok, begynder næsen også at løbe. Så der hang snot fra mit skæg.

Den dag blev mit hjerte af sten virkelig knust.

Og på grund af den kraft, jeg havde oplevet, blev min åndelige søgen fra da af næsten helt rettet mod Jesus Kristus.

Selv om han var usynlig, var han tydeligvis levende.

Og man kunne nå ham, hvis man kaldte på ham, sådan som jeg havde gjort.

Men efter denne stærke oplevelse af lyset var det næsten, som om mørkets kræfter havde besluttet at ødelægge mig fuldstændigt.

Mine afhængigheder blev værre og værre.

Og jeg mistede den sidste rest af min værdighed.

Jeg samlede cigaretskodder op fra gaden.

Jeg tiggede om penge.

Flere gange blev jeg fundet bevidstløs på gaden med bukserne gennemvædet af urin.

Når jeg gik ind i en druktur, spiste jeg næsten ingenting.

Så bagefter var jeg fuldstændig udmattet.

Tre gange boede jeg også på et herberg for hjemløse i København.

Fjerde gang nægtede de at lukke mig ind.

Hver gang jeg kom til mig selv efter endnu en druktur, fortrød jeg det dybt.

Men jeg havde simpelthen ikke kræfterne til at leve efter min samvittighed.

I omkring tre år kom jeg også på Kofoeds Skole, et sted, der hjalp mennesker, som kæmpede med afhængighed.

Der kunne man altid få noget at spise, når man havde brugt alle sine penge.

DEMONERNE

I foråret 1988 tog jeg op for at besøge mine forældre i Nordjylland.

På det tidspunkt var jeg begyndt at læse i Bibelen.

Så jeg var kommet til at forstå, at Gud var min ven, og at Djævelen var min fjende.

Han var den, der forsøgte at ødelægge mig.

En aften, lige før midnat, fortalte jeg min familie, at jeg ville gå ud i skoven for at konfrontere Satan.

Selvfølgelig var jeg fuld.

Ellers havde jeg nok aldrig fået sådan en idé.

Man skal aldrig gå i krig mod Djævelen alene og uden Gud.

Jeg kendte et sted i skoven, hvor jeg havde hørt, at der engang var begået en forbrydelse.

Så jeg tænkte, at jeg måske kunne komme i kontakt med Den Onde dér.

Jeg var knap nok kommet ind i skoven, før jeg mødte dæmonerne.

Det var, som om de havde hørt min krigserklæring og havde ventet på mig.

Det, der skete derefter, var den mest skræmmende oplevelse, jeg nogensinde har haft.

Pludselig så jeg hundredvis af dæmoner med skræmmende ansigter, der rakte ud efter mig med deres frygtelige hænder.

Det var, som om de forsøgte at drive mig til vanvid.

Og i mit hjerte vidste jeg, hvad de onde ånder ville.

De ville fange mig og trække min sjæl ned under jorden, ind i et evigt mørke.

Ind i den ild, jeg havde læst om i Bibelen.

Det var langt værre end det, jeg havde oplevet med LSD femten år tidligere.

Dengang havde jeg kun fået et glimt af, hvordan det var at dø, når sjælen forlader kroppen.

Men dette var noget meget værre.

En åndelig død, hvor jeg ville være fortabt for evigt.

Jeg var fuldstændig rædselsslagen.

Og jeg løb ud af skoven så hurtigt, jeg kunne.

Men dæmonerne fulgte efter mig.

De forsøgte stadig at fange mig.

Da jeg kom hjem, var jeg bange for at falde i søvn.

Jeg kunne høre de onde ånder bevæge sig omkring mig og puste mig i øret.

De forsøgte at drive mig til vanvid.

Jeg var VIRKELIG bange.

Men så begyndte jeg at råbe til Gud og til Jesus.

Og så var det, som om dæmonerne ikke længere kunne nå mig.

Denne kamp fortsatte de næste tre dage.

Nætterne var især forfærdelige.

Men fordi jeg blev ved med at kalde på Gud og Jesus, forlod dæmonerne mig til sidst.

I hvert fald for en tid.

BEFRIELSE

Efter besøget hos mine forældre i Nordjylland vendte jeg tilbage til København.

Et par måneder senere gik jeg gennem Nørreport Station – meget fuld, selvfølgelig.

Der fandt jeg en hvid plastikpose fyldt med piller.

Den var sandsynligvis blevet tabt eller glemt af en narkoman midt i en rus.

Jeg tog omkring ti Ketogan-tabletter – et stærkt smertestillende middel – og slugte dem.

Jeg tog også en stor mængde små lyserøde piller, der hed diazepam.

Omkring halvtreds af dem. Mere end nok til at slå mig ihjel.

Jeg mistede hurtigt bevidstheden. Så politiet samlede mig op, og jeg endte i en detention.

Bagefter var jeg meget syg.

Endnu en gang havde jeg været tæt på døden.

Men langsomt kæmpede jeg mig tilbage til livet.

En uge senere, den 7. juni 1988, var jeg på vej hjem fra Kofoeds Skole – stedet for mennesker, der kæmpede med afhængighed – til den lille etværelses lejlighed, som kommunen havde givet mig.

Da jeg gik forbi Kultorvet, stoppede jeg for at lytte til en gruppe kristne, der sang og fortalte om deres tro.

En kvinde talte.

Hun sagde, at det var muligt at blive befriet fra alkoholisme og få et helt nyt liv.

Den dag besluttede jeg at overgive mit liv til Jesus Kristus.

Jeg begyndte straks at komme i deres kristne fællesskab.

Og præcis tolv dage senere skete der noget bemærkelsesværdigt.

Dæmoner blev kastet ud af mig.

Ja – du hørte rigtigt.

Det er faktisk muligt at være bundet af dæmoniske kræfter, som kan kontrollere og ødelægge vores liv.

Det skete på en dramatisk og usædvanlig måde.

Men jeg tror ikke, jeg vil fortælle den historie her.

Jeg gemmer den til en anden gang.

Men senere samme aften, efter at jeg var gået i seng, skete der noget virkelig fantastisk.

Det samme lys – det lys, jeg havde oplevet flere år tidligere, da jeg var i New Age-bevægelsen og mediterede på Kristus – kom igen over mig.

Men denne gang var det meget stærkere.

Jeg blev fuldstændig fyldt af glæde.

Jeg var vågen hele natten, men næste morgen var jeg ikke det mindste træt.

Jeg husker også, at jeg var forbløffet over, at jeg ikke en eneste gang havde behøvet at vende mig i sengen.

Det var næsten, som om jeg svævede.

Som om hver eneste celle i min krop blev båret af noget overnaturligt.

Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg var kommet ind i et dybt forhold til Gud.

Jeg var virkelig lykkelig. Virkelig glad.

Igen og igen hviskede jeg: »Tak… Tak… Tak. Tak, Jesus… Tak, Gud.«

Jeg vidste bare, at Gud havde tilgivet mig.

Og jeg følte mig fuldstændig ren.

Første gang Guds lys kom over mig, havde jeg følt mig meget uren, skyldig og fuld af synd.

Men denne gang gjorde lyset det stik modsatte.

Nu følte jeg mig fuldstændig renset.

Senere kom jeg til at forstå, hvad der var sket.

Jeg havde oplevet det, Bibelen kalder at blive født på ny.

Gud var blevet min Far.

Og jeg var blevet hans barn.

EN HELT NY BEGYNDELSE

Denne oplevelse ændrede mit liv fuldstændigt.

Fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at ryge. Jeg havde aldrig troet, det ville være muligt. Men jeg mistede simpelthen lysten.

Det samme skete med hashen. Den kunstige fred, den gav mig, blev erstattet af en anden slags fred – en dyb fred, som kun Gud kan give.

Min lejlighed havde været lige så nedslidt, som mit liv havde været. Men efter at jeg havde givet mit liv til Kristus, gjorde jeg den ren, reparerede den og forvandlede den til et hjem, der nu afspejlede det nye liv, Gud havde givet mig.

Jeg blev også tilbudt et arbejde, selv om de mennesker, der anbefalede mig, kendte til mit alkoholmisbrug og vidste, hvor ustabil jeg havde været. Alt, hvad jeg gjorde, syntes at lykkes.

Fra det tidspunkt begyndte dørene bare at åbne sig for mig.

Og efter et par måneder fik jeg mulighed for at flytte til Sverige og lægge mit gamle miljø bag mig.

Det blev på en måde min rehabilitering.

Takket være Gud havde jeg fået en helt ny begyndelse.

Jeg var fortabt – men nu var jeg blevet fundet.